Oplæg af både

Vores gode nabo Per Damm har nu givet foreningens medlemmer lov til at lægge mindre både op på stranden ved nedenstående aftale.
Bestyrelsen henstiller, at alle medlemmer aktivt medvirker til, at aftalen nøje overholdes af medlemmerne, deres familier, gæster , lejere m.fl.  da den ellers ikke kan forventes fornyet.

 

AFTALE

 Mellem på den ene side ejeren af strandarealet matr. nr. 3 fh Handrup by,  Dråby
Per Damm, Skovstjernevej 35, 8920 Randers NV
og på en anden side
 Handrupgaard Grundejerforening v/ formanden Knud Erik Jensen,
Korsagervej 3, Haslund, 8940 Randers SV

er der dags dato indgået følgende aftale:  

1.      Det af aftalen omfattede areal, som er matrikuleret som matr. nr. 3 fh Handrup by, Dråby, afgrænses mod øst af en linie i flugt med Handrupgaardvej, mod nord af Kystvejen, mod vest af en line i flugt med skellet mellem Kystvejen 93 og Kystvejen 89, og mod syd af Ebeltoft Vig. Arealet har en udstrækning i øst-vestlig retning på ca. 170 m. 

2.      Hele arealet og det ud for arealet beliggende vandområde skal være til rådighed for parterne, deres medlemmer, lejere og gæster til ophold, badning m.m. som nedenfor anført.  

3.      Arealet administreres af Handrupgaard Grundejerforenings bestyrelse, som er berettiget til at afkræve brugere af oplagspladsen for både, jfr. nedenfor, et passende vederlag. 

4.      Den del af strandarealet, der ligger mellem den østlige afgrænsning og den anden kampestenshøfde efter badebroen,  og det ud for dette liggende vandareal  skal til enhver tid være forbeholdt ophold og badning, og det må således ikke benyttes til vandsport, vindsurfing, søsætning, sejlads, ophaling, eller oplag af nogen slags både, surfbrætter eller lignende. 

5.      Den resterende del af strandarealet, der er beliggende vest for den anden kampestenshøfde, og det ud for dette areal værende vandareal er forbeholdt vandsport, søsætning, sejlads, opankring, ophaling og oplag af både af enhver slags, dog maksimalt fartøjer, som har en længe af 5 meter, og som ikke er forsynet med fast motor. 

6.      Handrupgaard Grundejerforening anlægger, vedligeholder og administrerer et anlæg til oplægning af både på op til 5 m’s længde på arealet, som kan benyttes efter de til enhver tid af foreningens bestyrelse fastsatte og på hjemmesiden oplyste regler. 

7.      Det er endvidere en betingelse for at måtte oplægge en båd på arealet, at brugeren har indhentet bestyrelsens godkendelse, og at båden er forsynet med tydeligt navn, adresse, evt. sommerhusadresse og telefonnummer. Både m.m. som ikke er forsynet med behørigt navn m.v. som anført, vil kunne kræves fjernet. 

8.      Det er ikke tilladt at benytte nogen del af arealet til nogen form for parkering af motorkøretøjer. 

9.      Parterne vil i forening søge ovenstående regler overholdt af alle brugere af arealet ved orientering af lejere, gæster m.fl., herunder ved henvisning til foreningens hjemmeside www.handrupgaardgrundejerforening.dk 

10.    Nærværende aftale er gældende for tiden indtil den 31. december 2012. Såfremt aftalen ikke er opsagt af en af parterneved anbefalet brev senest 2 måneder før udløbsdatoen, forlænges aftalen automatisk for yderligere et år ad gangen på uændrede vilkår.

Handrup den    /      2011

Som ejer af matr. nr. 3 fh, Handrup by, Dråby

Per Damm   

For Handrupgaard Grundejerforening.

Knud Erik Jensen, formand